Vedtægter
Vedtægter for SHS-Stevns
§ 1
Foreningens navn og hjemsted
Foreningens navn er Store Heddinge Svømmeklub, Stevns (SHS-Stevns), hvis hjemsted er Stevns Kommune.
§ 2
Foreningens formål
Foreningens formål er at fremme svømning og dermed beslægtede idrætsgrene og med udgangspunkt i dette at udvikle medlemmernes evne og lyst til at tage ansvar for eget liv og deltage aktivt i det lokale samfund.
§ 3
Medlemskab
Som medlem kan optages enhver, der aktivt vil arbejde for foreningens formål.
Indmeldelse skal ske skriftligt på indmeldelsesblanket til foreningens kasserer. For medlemmer under 18 år, skal indmeldelsesblanketten underskrives af forældre eller værge.
§ 4
Medlemskontingent mv.
Til drift af foreningen betales kontingent, hvis størrelse fastsættes af generalforsamlingen.
Der betales et gebyr for deltagelse på et svømmehold. Gebyret fastsættes af bestyrelsen.
Indbetalingsterminer og opkrævningsform for kontingent og deltagergebyr fastsættes af bestyrelsen.
Kontingent og deltagergebyr skal være betalt inden udgangen af forfaldsmåneden.
§ 5
Udmeldelse
Til gyldig udmeldelse kræves, at den sker skriftligt til foreningens kasserer med en måneds varsel til udgangen af en kontingentperiode.
§ 6
Udelukkelse
Bestyrelsen kan udelukke et medlem på grund af opførsel, eller hvis vedkommende er i mere end 3 måneders kontingentrestance.
Et medlem kan udelukkes midlertidigt eller permanent (eksklusion) såfremt vedkommende handler til skade for foreningen, eller såfremt vedkommende ikke opfylder sine medlemsforpligtelser.
En udelukkelse kan behandles på en generalforsamling, hvis vedkommende medlem ønsker det, ligesom det pågældende medlem har adgang til denne med ret til at forsvare sig.
Spørgsmålet om permanent udelukkelse skal optages som et særskilt punkt på dagsordenen.
Generalforsamlingens beslutning om udelukkelse kræver samme majoritet som er foreskrevet til ændring af foreningens love, jfr. § 17.
Et medlem der er udelukket i henhold til generalforsamlingsbeslutning, kan kun optages som medlem ved en ny generalforsamlingsbeslutning, der kræver samme majoritet som foreskrevet til beslutning om udelukkelse.
§ 7
Ordinær generalforsamling
Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af det kvartal, der følger efter regnskabsårets afslutning, og indkaldes med mindst 2 ugers varsel. Indkaldelsen sker i mindst én lokalavis og på kommunens hjemmeside.
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være indgivet skriftligt til formanden senest 10 dage før generalforsamlingens afholdelse.
Adgang til generalforsamlingen har alle foreningens medlemmer, samt hvem bestyrelsen måtte indbyde.
Stemmeret har alle medlemmer, der er fyldt 15 år, og forældre/plejeforældre til børnemedlemmer under 15 år (en stemme pr. børnemedlem). Det er en forudsætning, at man har været medlem af klubben de sidste 3 måneder før generalforsamlingen, og at man ikke er i kontingentrestance (mere end 3 måneder). Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde.
§ 8
Dagsorden
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:
- Valg af dirigent og referent
- Bestyrelsens beretning
- Kassereren fremlægger årsrapport (inkl. revideret regnskab) til godkendelse
- Godkendelse af bestyrelsens forslag om kontingent og deltagerbetaling
- Behandling af indkomne forslag
- Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter
2 bestyrelsesmedlemmer er på valg i lige år. Øvrige bestyrelsesmedlemmer er på valg i ulige år.
- Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen
- Valg af 1 revisor og en revisorsuppleant
- Eventuelt.
Dagsorden samt årsrapport opslås på opslagstavlen i svømmehallen mindst 8 dage før generalforsamlingen.
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig med det antal medlemmer, der er mødt.
§ 9
Generalforsamlingens ledelse m.v.
Generalforsamlingen vælger sin dirigent til at lede forhandlingerne. Dirigenten må ikke være medlem af bestyrelsen.
De af dirigenten trufne afgørelser skal på forlangende af 1 stemmeberettiget medlem sættes under afstemning.
Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal, jfr. dog § 11 og 16.
Dirigenten bestemmer afstemningsmåden, dog skal afstemning og valg foregå skriftligt, hvis 1 stemmeberettiget medlem begærer dette.
Der laves beslutningsreferat fra generalforsamlingen. Referatet godkendes af dirigenten og lægges på klubbens hjemmeside.
§ 10
Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen ønsker det, eller når mindst 1/5 af medlemmerne skriftligt forlanger det. En sådan ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest en måned efter kravets fremsættelse. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling sker efter samme regel som indkaldelse til ordinær generalforsamling jfr. § 7.
§ 11
Vedtægtsændringer
Ændringer i vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst ⅔ af de afgivne stemmer er for forslaget.
§ 12
Bestyrelsen
Svømmeklubben ledes af bestyrelsen, der består af mindst 5 medlemmer, som vælges for 2 år af gangen på generalforsamlingens forlangende ved skriftlig afstemning og mindst et medlem vælges blandt de aktive svømmere.
Valgbare er medlemmer over 18 år.
Bestyrelsen træffer sine afgørelser i møder og er beslutningsdygtig, når formanden og mindst 2 medlemmer er til stede. Beslutninger træffes ved almindeligt stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Indkaldelse til bestyrelsesmøde skal ske med mindst 8 dages varsel, med mindre samtlige bestyrelsesmedlemmer accepterer kortere varsel. Der laves beslutningsreferat af bestyrelsesmøder. Referaterne lægges på klubbens hjemmeside.
SHS-Stevns tegnes af økonomiudvalget, som består af formand, næstformand og kasserer
Bestyrelsen nedsætter udvalg efter behov.
Bestyrelsen sikrer SHS-Stevns medlemskab af de foreninger og organisationer, som bestyrelsen skønner bidrager positivt til SHS-Stevns` aktiviteter.
§ 13
Konstituering
Den på generalforsamlingen valgte bestyrelse konstituerer sig inden 14 dage efter generalforsamlingen. Bestyrelsen vælger formand, næstformand, kasserer og sekretær.
§ 14
Regnskab
Foreningens regnskabsår går fra 1. juli til 30. juni. Bestyrelsen skal inden medio det kvartal, der følger efter regnskabsårets afslutning, afgive årsrapport til revisorerne. Årsrapporten skal indeholde driftsregnskab for det foregående år og status pr. regnskabsårets afslutning.
Årsregnskabet forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse med påtegning og underskrift af revisorerne. Årsrapporten skal vedlægges indkaldelsen til den ordinære generalforsamling
§ 15
Revision
På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen 1 kritisk revisor og en revisorsuppleant.
Revisoren skal hvert år medio det kvartal, der følger efter regnskabsårets afslutning, gennemgå årsrapporten og påse, at beholdningerne er til stede. Revisionsformen er regnskabsmæssig revision, og årsrapporten forsynes med en påtegning. Revisoren har til en hver tid ret til at efterse regnskab og beholdninger.
§ 16
Opløsning af Svømmeklubben
Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særlig indkaldt ekstraordinær generalforsamling.
Til denne beslutningsdygtighed kræves, at mindst ½ af foreningens stemmeberettigede medlemmer er til stede, og til forslagets vedtagelse kræves, at mindst ¾ af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny ekstraordinær generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflertal, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer, der er til stede.
På generalforsamlingen skal der samtidig træffes bestemmelse om anvendelsen af klubbens eventuelle formue i henhold til formålsparagraffen eller til andre almennyttige formål. Til denne beslutning er simpelt flertal tilstrækkeligt.
§ 17
Ikrafttrædelse mv.
Denne vedtægt er vedtaget på generalforsamling den 24. september 2007.
Vedtægten afløser vedtægten vedtaget den 20. april 1999, og ændret på generalforsamling den 24. september 2001 og den 23. september 2002.